Mit hjemsted er Silkeborg, hvor jeg har boet i mere end 40 år. Her har jeg arbejdet som lærer på Kornmod Realskole i 35 år, indtil jeg blev pensioneret i 2020.
Jeg har arbejdet med kunstneriske udtryksformer gennem hele livet. Musik på alle mulige måder. Jeg spiller forskellige instrumenter, synger, komponerer, har skrevet børneteater, fotograferet osv. Det er først de senere år, at tegningen og maleriet har fået plads. Da jeg først kom igang kunne jeg ikke stoppe igen. Det har været som at blive suget ind i en helt ny verden.
Nu tegner og maler jeg dagligt, for jeg har tiden til det og kan ikke lade være. Processen giver mig ro og en glæde jeg aldrig har mærket før.
Koncentrationen og engagementet omkring skabelsen af et nyt billede bringer glæde og energi. Jeg genfinder legen i malerprocessen. Legen med farverne linjerne og materialet. Det fascinerer mig, hvordan den kreative proces udfoldes, ideerne strømmer til, og med ihærdighed, tålmodighed og præcision kommer jeg for det meste i mål med et resultat jeg er tilfreds med.
Jeg maler både abstrakt og figurativt. Naturens farver og former er det der optager mig mest. I det abstrakte billede ligger der så mange muligheder og man ved aldrig, hvor man ender.